Vintertræning – prøv det!

winter-cartoonSå er vinterkværnen støvet af og vintertræningen er startet, men fortvivl ej, det er ikke for sent at komme med. Idag var min tredie tur på vinterholdet og det svarer sikkert nogenlunde til mine mødepoint fra klubmesterskabet i år , så superform er ikke krævet 😉

Vi var  6 gæve gutter idag, som trillede afsted kl 17 fra rundkørslen i Albertslund (se kort). Vejret var fantastisk og vi havde en let brise i ryggen hele vejen ud til Gundsømagle, så det gik over stok og sten. Bagefter kørte vi linjekørsel på 80% efterfulgt af 2 rulleskift intervaller, hvor fokus var på rul og sikkerhed. Indimellem trillede vi med maks. hastighed på 25 km/timen og fik os en god snak, som var det en varm søndags sommertur, vi var ihvertfald enige om at komme på sommercykel fordi ens vintercykel var stjålet var dårlig holdånd og en rigtig dårlig undskyldning 🙂

Generelt er spille reglerne, at ruten altid er den samme om vinteren, turen går ud forbi Gundsømagle og tager en god omvej hjem (ca. 40-50 km). Vi kører den samme rute hver gang, for at højne sikkerheden, der bliver heller ikke kørt aggressive skiltespurter og farten sænkes igennem svingene. Der er fokus på formopbygning og der skal ikke efterlades folk på ruten. Når der åbnes for “fri kørsel”, så kender alle målet og der vendes om og det prustende folk, som mig, bliver samlet op 🙂

Så hvis du er interesseret så smæk nogle lygter og skærme på og du er meget velkommen. Spørgsmål kan skrives i kommentarerne eller du kan tage fat i kaptajnerne Kim Jensen eller Morten Kristoffersen.

Vel mødt,
Sonny